Hvad går stress-, angst- & traumeterapien ud på?

Uanset om terapien foregår på briksen eller i stolen, er DU i fokus, og vi arbejder holistisk med sammenhængen mellem krop, nervesystem, tanker og følelser. 

Gennem kroppen er det muligt at arbejde med både fysiske og psykiske problematikker – herunder stress, angst og reaktioner fra tidligere oplevelser. I kropsterapien anvender jeg pulserende, dybtgående massageteknikker til at afspænde muskler, skabe friere vejrtrækning og støtte reguleringen af dit nervesystem. Undervejs inddrager jeg også den terapeutiske samtale, så der bliver plads til både kropslig regulering og øget forståelse.

Kroppen husker det liv, du har levet, og den har sit eget sprog. Når du styrker kontakten til kroppen og dens signaler, bliver det lettere at forstå dine reaktioner, finde mere ro og gradvist slippe det, der ikke længere behøver at fylde.

Jeg er certificeret kropsterapeut hos Manuvision (2-årig behandleruddannelse) og stress-, angst- og traumeterapeut fra Kropsterapeutisk institut (1-årig efteruddannelse).

Jeg er forsikret via mit medlemskab i DAKOBE (Sammenslutningen af Danmarks Komplementære Behandlere), hvor jeg også er RAB-certificeret.


Hvordan foregår en behandling?

Vi starter stille og roligt med en indledende samtale om, hvad der har vækket din interesse for at komme i terapi. Du vil også blive spurgt, om der er særlige fysiske eller mentale tilstande, jeg skal være opmærksom på. 

Dernæst vil du blive bedt om at lægge dig på ryggen på briksen; gerne i undertøj eller noget lignende, som du befinder dig godt i. Du får et tæppe over dig, som dækker de dele af kroppen, som jeg ikke er i gang med at behandle. Jeg supplerer teknikkerne i behandlingen med samtale. Følelser kan vise sig undervejs.

Det er vigtigt at drikke godt med vand i dagene efter for at hjælpe kroppen med at udskille affaldsstoffer. Tag resten af dagen i dit eget tempo og prioriter at få en god nats søvn. Det er almindeligt at opleve fysiske og psykiske reaktioner efter behandlingen - som en opblussen af de fysiske symptomer og/eller følelsesmæssige reaktioner. Giv det plads og vid, at det er kroppen, som arbejder videre med at sige farvel til affaldsstoffer og gamle undertrykte følelser.



Om den terapeutiske samtale

Samtaleterapi tager udgangspunkt i dig, dine oplevelser og det, der fylder i dit liv lige nu. Du behøver ikke forberede noget bestemt inden en session. Det vigtigste er, at du møder op, som du er. Nogle kommer med noget meget konkret, mens andre blot mærker, at noget ikke føles godt længere. Der er plads til begge dele.

Jeg arbejder med fokus på tryghed og nærvær. Sammen undersøger vi de mønstre, tanker, følelser og reaktioner, som kan være med til at skabe uro.

Målet er ikke bare at forstå tingene med hovedet, men også at skabe mere ro og regulering i dig. Efter en session oplever mange en større klarhed, lettelse eller ro i kroppen og tankerne. Samtidig kan samtaleterapi også sætte gang i refleksioner og følelser efterfølgende, fordi der er blevet åbnet op for noget vigtigt.