Hvad er kropsterapi?

Du er i fokus på briksen, og vi arbejder med sammenhængen mellem din krop, tanker og følelser for at løsne spændingerne bag kroppens symptomer.

Det er muligt at behandle eller lindre både fysiske og psykiske problematikker gennem kroppen. Jeg anvender pulserende,  dybtgående massageteknikker til at løsne op for kroppen, afspænde muskler, gøre åndedrættet mere frit og sikre gennemstrømning i kroppens lymfe- og energisystemer. En behandling vil også fokusere på at skabe ro og balance i dit nervesystem. 

Kroppen husker det liv, som du har levet, og den har sit eget sprog. Har du en god kontakt til din krop og dens signaler, er du et skridt tættere på at føle dig fri til at være den, du er. At opleve mere ro og balance samt møde verden på en mere autentisk måde.

Jeg er certificeret kropsterapeut hos Manuvision, og har dermed gennemført og bestået den 2-årige behandleruddannelser. Læs mere om Manuvision som behandlingsform her.

Jeg er forsikret via mit medlemskab i DAKOBE (Sammenslutningen af Danmarks Komplementære Behandlere), hvor jeg også er RAB-certificeret.


Hvordan foregår en behandling?

Vi starter med en kort, indledende samtale om, hvad der har vækket din interesse for en kropsterapeutisk behandling. Du vil også blive spurgt, om der er særlige fysiske eller mentale tilstande, jeg skal være opmærksom på i behandlingen. 

Dernæst vil du blive bedt om at lægge dig på ryggen på briksen; gerne i undertøj eller noget lignende, som du befinder dig godt i. Du får et tæppe over dig, som dækker de dele af kroppen, som jeg ikke er i gang med at behandle. Undervejs i behandlingen vil jeg supplere teknikkerne i behandlingen med samtale med dig.  

Det er vigtigt at drikke godt med vand i dagene efter for at hjælpe kroppen med at udskille affaldsstoffer. Tag resten af dagen i dit eget tempo og prioriter at få en god nats søvn. Det er almindeligt at opleve fysiske og psykiske reaktioner efter behandlingen - som en opblussen af de fysiske symptomer og/eller følelsesmæssige reaktioner. Giv det plads og vid, at det er kroppen, som arbejder videre med at sige farvel til affaldsstoffer og gamle undertrykte følelser.